1. Stolt Signild lader brygge og blande vin
så favr da falder den rin
hun byder sin broder hjem til sig
udi brynjer alle
         
2. Og de skænkte mjød og de skænkte vin
de skænkte sålænge som solen skinned.
 
3. Hendes broder og han ville hjem igen,
stolt Signild byder ham følgesvende.
 
4. Og hvad skal jeg med følgesvende? 
mine fjender eru nu alle i senge.
 
5. Og ner han kom foroven den by,
der mødte han sine fjender syv.
 
6. Og ner han kom i det tykken ris,
da blev han sine fjender vis.
         
7. Og hör ni mine fjender, for Gud:
I lade mig blæse i forgyldene lur.
 
8. Og du skalt have vort minde dertil;
så blæs du i lur så mycke du vil.
 
9. Han blæste i lur, han blæste så hart,
det hørte stolt Signild i sin gård.
 
10. Og han blæste i lur han blaeste sålænge,
det hørte stolt Sigild i sin seng.
 
11. Stolt Signild lader råbe over al sin gård:
I led mig ud min ganger grå.







Stolt Signild


12. I led mig ud min ganger grå,
vel syv år siden han solen så.

13. Han Solen ej såge vel i sju år
vel Femten siden hand Sadelen bar.
 
14. I hente mig ud mit glavind og spjud;
vel atten år siden de vare ude.
 
15. Stolt Signild red så hårdt hun rende;
sin gode fole derover hun sprængde.

16. Stolt Signild råber og var så vånd:
Du svar mig broder, om du kan. 
 
17. Var ikke ve og var ikke vånd
men hjælp mig søster om du kan.
 
18. Hun slog ihjel hans fjender syv;
så førte hun hannem levende til by.
 
19. Og havde de været to for en,
hun havde givet dem dødsensmen.
 
20. Og hevði tað verið tveir fyri ein,
så favr da falder den rin
so hevði hon givið teimum deyða mein.
udi brynjer alle

Färöisk/dansk

DGF 185 Vedel 100-viseboken 1591

Vers 13 tillagd av Gunnar Turesson
efter ett tryck i dansk visbok från 1739