Herr Sinclairs visa
9. Og barnet ble drept i moderens skjød, 
så mildelig det enn smilte, 
men ryktet om denne jammer og nød 
til kjernen av landet ilte. .

10.Og baunene lyste og budstikken lød, 
fra granne til nærmeste granne 
og dalens sønner i skjul ei krøp, 
det måtte herr Sinclair sanne. 

11. ``Soldaten er ude på Kongens Tog, 
Vi måe selv Landet forsvare; 
Forbandet være det niddings-Drog, 
Som nu sit Blod vil spare.'' 

12. De bønder fra Vågå og Lesja og Lom 
med skarpe økser på nakken 
i brede bygd tilsammen kom 
med skotten ville de snakke! 

13. Tæt under Lide der løber en Sti, 
Som man monne Kringen kalde; 
Lougen skynder sig der forbi, 
I den skal Fjenderne falde. 



14. Riflene Hænger ei meer på Væg, 
Hist sigter gråhærdede Skytte; 
Nøkken opløfter sit våde skjæg 
og venter med Længsel sit Bytte. 

15. Det første Skud Herr Sinclar gjaldt; 
Han brøled og oppgav sin Ånde. 
Hver Skotte råbte, da Obersten faldt: 
``Gud fri os af denne Vånde!'' 

16. «Frem bønder, frem i norske menn, 
slå ned, slå ned for fote!» 
Da ønsket seg skotten hjem igjen, 
han var ei rent lystig til mote. 

17. Med døde kropper ble Kringen strødd, 
de ravner fikk nok at ete; 
det ungdoms blod, som her udflød, 
de skotske piger begræde. 

18. Ei noen levende sjel kom hjem, 
som kunne sin landsmann fortelle 
hvor farlig det er å besøke dem, 
som bor iblandt Norges fjelle. 

19. End kneiser en Støtte på samme Sted, 
som Norges Uvenner mon true. 
Vee hver en Nordmand, som ei bliver hed, 
så tidt hans Øine den skue. 

Vel opp før dag, de kommer vel over den hede


Text Edvard Storm 1781. Melodi traditionell norsk/färöisk
Om en skottsk landstigning i Norge 1612.
1. Herr Sinclair dro over salten hav, 
til Noreg hans kurs monne stande; 
blandt Gudbrands klipper han fandt sin grav, 
der vanked så blodig en panne. 
Vel opp før dag, de kommer vel over den hede

2. Herr Sinclar drog over Bølgen blå, 
For svenske Penge at stride; 
Hjælp dig Gud! du visselig må 
I Græsset for Nordmanden bide. 

3. Månen skinner om Natten bleg, 
De Vover så sagtelig trille; 
En Havfru op af Vandet steg, 
Hun spåede Herr Sinclar ilde. 

4. ``Vend om, vend om, du skotske Mand! 
Det gjælder dit Liv så fage; 
Kommer du til Norrig, jeg siger for sand, 
Ret aldri du kommer tilbake.'' 

5. ``Led er din Sang, du gitige Trold, 
Altidens du spåer om Ulykker; 
Fanger jeg dig engang i Vold, 
Jeg lader dig hugge i Stykker!'' 

6. Han seiled i Dager, han seiled i tre, 
Med alt sit hyrede Følge; 
Den fjerde Morgen han Norrig mon see, 
Jeg vil det ikke fordølge. 

7. Ved Romsdals kyster han styrte til land, 
erklærte seg for en fiende 
ham fulgte fjortenhundre mann 
som alle hadde vondt i sinne. 

8. De skjændte og brendte der de dro frem, 
all folkerett monne de krenke 
og oldingens avmagt rørte ei dem, 
de spottet den gråtende enke.